af Anne-Sofie Lundtofte

Den gamle Skolestue genåbnede onsdag d. 29. marts på Esbjerg Museum, og allerede nu står Esbjerg Kommunes skoler i kø for at benytte sig af tilbuddet.

”Vi har allerede masser af bookninger i foråret, og det er dejligt at kunne komme i gang igen efter nyindretningen”, fortæller Klaus Lund fra Myrthue-Natur, Kultur & Læring, som eleverne møder som Overlærer Lund, når de rejser tilbage til 1940’erne skole.

Den gamle Skolestues flytning fra Ungdomsskolen på den gamle Østre Skole til adressen i Nørregade er endnu et eksempel på det integrerede samarbejde mellem Sydvestjyske Museer og Myrthue–Natur, Kultur & Læring.
Sammen har de to institutioner sat sig for at skabe undervisningsforløb, der gennem rollespil i autentiske omgivelse giver en helt unik mulighed for læring.

Eleverne forbereder salmevers hjemmefra, klæder sig på med kasketter, nederdele og knæstrømper og får lov at prøve tingene i praksis i Den gamle Skolestue. Det skaber minder, noget at fortælle om derhjemme og masser af stof til eftertanke i ugerne efter besøget.

”Det er netop dét et undervisningstilbud som det her kan”, fortæller Klaus Lund, ”Eleverne er helt med på, hvad der skal foregå, når de kommer. De ved, de skal tilbage i tiden, og de er helt klar på, at de vil komme til at opleve noget ganske særligt. Derfor går de også med på legen, de lever sig ind i tiden sammen med os formidlere, og tilbagemeldingerne fra lærerne er fyldt med historier om, hvordan eleverne igen og igen vender tilbage til de oplevelser, de har haft”.

Til efteråret åbner det det næste resultat af det tætte samarbejde mellem de to institutioner nemlig Holocaust UndervisningsCentret, der vil have tilbud til udskolingen.

Yderligere oplysninger: Leder af Myrthue – Natur, Kultur, Læring Jens Futtrup: tlf. 27 24 13 73
Leder af Formidlingsenheden, Sydvestjyske Museer, Anne-Sofie Lundtofte: tlf. 51 68 40 74


FAKTA

I forbindelse med Esbjerg Skolevæsens 100 års jubilæum i 1977 blev et lokale på Østre Skole tilbageført til 1930’erne. I 2017 er Den gamle Skolestue flyttet til Esbjerg Museums lokaler i Nørregade og ført op til 1940erne. Elever i Esbjerg Kommunes skoler kan besøge Den gamle Skolestue som et del af et undervisningsforløb, der bestilles via Myrthue – Natur, Kultur, Læring.

Sydvestjyske Museer og Myrthue – Natur, Kultur& Lærings mange samarbejder omfatter partnerskabet Skoletjenesten på Quedens Gaard i Ribe, det historiske værksted i den kommende udstilling ”Besat – Esbjerg 1943” og Holocaust UndervisningsCentret.

Billedet øverst:
Elever fra 3.a på COSMOSskolens afdeling Boldesager hjalp Overlærer Lund med at demonstrere, hvordan undervisningsforløbene afvikles.
Foto: Myrthue – Natur, Kultur & Læring